Spring til indhold
Sommerfuglen
Hverdagen

Et lille hus med plads til det hele

Vuggestue og børnehave under samme tag i en gammel villa midt i Vejle. Her er et indblik i, hvordan vi bruger dagene.

Hvordan bor vuggestuen og børnehaven?

Børnehavebørnene tumler på 1. sal. Her er der rum til fordybelse, leg og læring.

Vuggestuebørnene bor i den nyeste del af huset med store vinduer, hvor de kan følge årstidernes gang og se, hvad der sker på legepladsen.

Huset er lille, og der er tætte relationer. Vuggestue og børnehave besøger hinanden på de to etager og leger sammen på den fælles legeplads.

Hvor meget er børnene ude?

Vi bruger meget tid ude. På legepladsen leger vi og udfordrer motorikken, og i haven planter vi tomater og jordbær, som vi spiser, når vi er ude at lege.

Vi bruger byen aktivt. Med husets to børnebusser tager vi på tur i nærmiljøet: vi bygger huler i skoven, prøver kræfter på byens legepladser og tager bybussen på tur.

Vi har et samarbejde med Plejehjemmet Solgaven, som vi besøger, og som også besøger os.

Hvad spiser børnene?

Vuggestuens børn får hjemmelavede måltider fra husets køkken. Vores egen madmor laver varme retter, supper, rugbrød og grød, og der bages frisk brød hver dag til formiddagsmåltidet.

Børnehavens børn har madpakker med. En gang om måneden laver børnehaven selv mad i køkkenet sammen.

Alle børn har en personlig drikkedunk med, så der altid er frisk vand. Til måltiderne er der vand og økologisk minimælk.

Læs mad- og måltidspolitikken

Hvilke traditioner har I?

Vi fejrer fastelavn, påske, høst, Lucia og jul. To gange om året holder vi bedsteforældredag, og om sommeren er der sommerfest, hvor børnene optræder.

Hver anden måned er der kaffe på kanden, hvor forældre kan få en snak med hinanden og se, hvad børnene er optaget af.

Hvordan er I som forældre med?

I kender jeres barn bedst. Derfor snakker vi med jer hver dag, når I henter og bringer, og vi vil gerne høre, hvordan morgenen eller aftenen har været.

Vi holder samtaler om jeres barns trivsel og udvikling, og vi tager udgangspunkt i det, jeres familie har brug for. Har I brug for en ekstra snak, så sig til.

Her mødes vi

  • Forældremøde hvert forår, hvor I også kan stille op til bestyrelsen
  • Kaffe på kanden hver anden måned
  • Bedsteforældredag to gange om året, sommerfest og Lucia med gløgg og æbleskiver
  • Arbejdslørdag to gange om året, hvor vi sammen passer hus og have

Beskeder, madplaner til vuggestuen, billeder fra hverdagen og referater fra bestyrelsen finder I på Tabulex.

Læs om forældreinddragelse
Skriv op til en plads Ring